Praktiske oplysninger

Hvordan holder maden sig frisk?

Når maden er tilberedt, køles den hurtigt ned. Under pakning fjernes ilten, så holdbarheden øges - helt som du kender det fra blandt andet pålægspakker i dagligvarebutikkerne.

Indpakningen skader ikke madens smag, udseende eller indhold af næringsstoffer - så længe den spises inden holdbarhedsdatoen, som står anført på pakken.

Maden skal opbevares i køleskab ved max. 5°.

Bestilling

For at du kan få mad leveret fra Madservice-Vejen, skal du kontakte kommunens visitationsafdeling.

De træffes på telefon 79 96 64 93 eller via Digital Post til Visitationen

Afbestilling
  •  Afmelding skal ske til køkkenet senest 3 dage før levering.
  • Ved indlæggelse skal dette meddeles til køkkenet.
  • Ønsker du at udgå af madordningen, skal dette meddeles til køkkenet mindst 14 dage før.
Betaling

Du betaler for maden månedsvis, og opkræves 2 måneder bagud. Dvs. at maden, som leveres i januar forfalder til betaling 1. marts.

Betalingen kan tilmeldes PBS, enten ved at du henvender dig til din bank, eller du kan lade os gøre det, ved at udfylde en blanket du får udleveret ved opstart. 

Levering

Maden bliver leveret en gang om ugen direkte til dit køleskab, af en af vores stabile chauffører, som bærer uniform og et synligt identitetskort med foto. Det er vigtigt, at temperaturen i køleskabet er max 5°C, at det er rent og at der er plads til maden.

Chaufførerne medbringer desuden bestillingsseddel, som du bedes udfylde og have klar til chaufføren ved næste levering.

Har du en elektronisk døråbner (nøgleboks) kan vi lave en skriftlig aftale om, at vi må gå ind med maden, i tilfælde af at du ikke er hjemme.

Hvis du mod forventning ikke træffes, når chaufføren kommer, tages der kontakt til hjemmeplejen, som undersøger årsagen.

Tilberedning

Maden leveres i bakker lige til at sætte i micro-ovnen. Hvis ikke du selv har en micro-ovn, har du mulighed for at låne en hos os. Du har mulighed for at få hjemmeplejen til at hjælpe med at varme og anrette maden.

Se vejledning til opvarmning i microovn her.

Emballage

I Madservice-Vejen anvender vi plastemballage, der er fødevaregodkendt og kan anvendes til vores produktionsform. Vores mad gaspakkes i en plastemballage for at sikre god sensorisk kvalitet og høj fødevaresikkerhed. Vi køber plastemballage lavet fra 80% genanvendelig plast i de emballagetyper, hvor det er muligt. Det er desværre ikke alle vores bakker, som kan fås i genanvendeligt plast endnu. Det er et aktivt valg vi har truffet af hensyn til miljøet.

Sammen med Teknik og Miljø hos Vejen Kommune har vi udarbejdet en lille folder, som vejleder dig i korrekt affaldssortering. Vores plastemballage skal sorteres som plast – både selve bakken og folien på toppen.

Det kan nemlig genanvendes igen. Det håber vi at I vil hjælpe os med, så vi alle passer godt på miljøet.

Se hvordan vores mad-emballage skal affaldssorteres.